Torben.jpg

Torben Skjødt Jensen

Filminstruktør, Klipper og Producer (1958)

Torben studerede Filmvidenskab på Københavns Universitet fra 1978-82. Arbejdede sideløbende med universitetsstudierne i magasinbranchen som redaktør af tegneserieudgivelser og som musik- og filmskribent.

Debuterede i 1983 med de første videoproduktioner på Det Danske Videoværksted i Haderslev. I 1987 lavede Torben Skjødt sin første film på Det Danske Filmværksted i København og var i årene 1988-1993 programmedarbejder på projekterne "Next Stop, Sovjet" (klipper), "Instant Karma" (klipper) og "Museum Europa" (klipper) på værkstedet. Fra 1985 til 1987 medejer af Produktionsselskabet Englefilm og frem til 1991 tilknyttet forskellige tegnestuer på diverse grafiske produktioner og reklamefilm.

Fra Skjødt Jensens uhyre produktive og meget personlige filmværk kan man blandt andet fremhæve "Carl Th. Dreyer - min metier" (1995), der modtog både en Bodil og en Robert for Bedste dokumentar, spillefilmen "Afgrunden" (2003), der modtog Publikumsprisen ved Copenhagen Film Festival i 2003, samt en lang række kunstneriske dokumentarfilm som fx ”Den talende muse” fra 2003, som fik en Special Mention ved Odense International Film Festival. Instruktøren har fortsat rækken af kunstnerportrætter med bl.a. ”Hjemme i verden” (2017) om forfatteren Kirsten Thorup, og ”Væbnet med ord & vinger (2018) om Michael Strunge.