jacob.jpg

Jacob Gottschau

Filminstruktør

For ganske få år siden var begejstringen over de sociale medier enorm. De folkelige demonstrationer i Iran i 2009 blev kaldt for Twitter-revolutionen, det arabiske forår i Egypten i 2011 blev sat i gang af en Facebookside, og i Kina fik systemmodstandere et effektivt talerør på Weibo, det kinesiske svar på Facebook. Aktivister over hele kloden fik en ny måde at kommunikere og organisere sig på. Men begejstringen blev hurtigt udfordret. De åbne platforme blev genstand for overvågning af undertrykkende regimer, og Facebook selv udviklede et lemfældigt forhold til ytringsfrihed og privatliv. Samtidig kom helt nye aktører ind på de sociale medier, da russiske trolde med falske profiler begyndte at sprede usande nyheder i USA og Europa.
Dokumentaristen Jakob Gottschau har været med på hele turen. I de seneste år har han produceret fire film, hvor han har undersøgt om sociale medier er et redskab for demokrati og frigørelse eller for kontrol og magtudøvelse. Han har været i Egypten i 2012 – året efter januar-revolutionen, og i 2013 besøgte han Kina for at udforske den demokratiske debat på Weibo. I 2015 angreb han Facebooks censurpolitik og håndtering af personlige data. Og i hans nyeste film fra 2018 – ’Løgnefabrikken’, fortæller han om den berygtede troldefabrik i St. Petersborg, hvor 3-500 ansatte spreder løgne og falske nyheder i andre lande.

VÆRKER: Løgnefabrikken (2018), Facebookistan (2015), Cyberwar (2013), På sporet af den Hellige krig (2008), Turen går til Mars (2010), Fremskridt på afveje (2006), Indvandringens Historie (2003).

Læs mere om Jakob mange filmproduktioner her: www.express-tv.dk