Back to All Events

Mand Falder

  • HUSET-kbh 13 Rådhusstræde København K, 1466 Denmark (map)

Om filmen:

Hvad sker der, når en verdenskunstner pludselig mister sine naturgivne evner? Filminstruktøren Anne Wivel har fulgt sin ven, maleren Per Kirkeby, på nært hold, efter at han faldt og slog hovedet. Han havde tidligere overvundet følgerne af en hjerneblødning og to blodpropper, men faldet for to år siden resulterede i en hjerneskade, der forhindrer ham i at arbejde. Han har ikke bare mistet sin førlighed, men også evnen til at genkende farver og sågar sine egne kunstværker. Udover at fotografere er Anne Wivel også til stede som samtalepartner og følger Per Kirkeby, som kæmper for at vende tilbage, idet han samtidig erkender sine manglende fremskridt. For ham synes der at være lang vej tilbage, for kunsten er jo ikke blot et spørgsmål om at kunne male noget kønt og vellykket, det væsentlige ligger i overskridelsen af den gode smag. Det er dette hug, maleren savner. I filmen møder vi foruden kunstneren, hans hustru, venner og samarbejdspartnere, men dens absolutte hovedperson er Per Kirkeby i et usædvanligt åbent møde med filminstruktøren Anne Wivel og hendes kamera. Alt - fra hverdagens genoptræning til følelsesladede indsigter - lægges nøgternt frem.

Om instruktøren:

Anne Regitze Wivel blev i 1977 uddannet som maler/grafiker og i 1979 kunstpædagog fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Her blev hun blandt andet undervist af Albert Mertz, der længe havde beskæftiget sig med eksperimental- og dokumentarfilm. Sammen udforskede de det nye videomedie, og umiddelbart efter endt uddannelse begyndte Anne Wivel på Den danske Filmskoles instruktørlinje. Hun var færdiguddannet som instruktør i 1980. Allerede i Filmskoletiden helligede hun sig, som en af de første, dokumentarfilmen, og hun har aldrig haft lyst til at lave deciderede spillefilm. Hun er kendt som dansk dokumentarfilms udprægede stilist. Hun laver film med stor poesi og mange nærbilleder. De små forandringer i et menneskes ansigt og krop interesserer hende, og hun mener, at mennesker bliver smukke, når de fanges i et forsøg på, at finde ud af noget. Hun har især fundet sit stof i kunstens og filosofiens verden og er fascineret af portrætter og landskaber. Hun skelner ikke mellem dokumentar og fiktion og bruger flittigt traditionelle fiktionsgreb i sine dokumentariske film i erkendelse af, at dokumentarfilm alligevel er manipulerende.

Billetsalg åbner snart

Earlier Event: March 28
Ejersbo
Later Event: April 12
Den sidste tid